Katte er søde, og de er hyggelige at komme hjem til efter en lang dag i skole eller på job. Men det er ikke kun lutter lagkage med en kat. Eksempelvis skal du beregne foder, dyrlægebesøg og andet i dit årlige budget. Derfor skal du være helt bevidst om, hvad du går ind til, inden du anskaffer dig en kat.

Du får her et par overvejelser med på vejen, før du byder en kat velkommen i familien.

Har alle i familien lyst til en kat?

Først og fremmest er det vigtigt at gennemtænke anskaffelsen af en kat ved at finde ud af, om hele familien overhovedet ønsker en kat. Det er et vigtigt udgangspunkt for at skabe en god og rar base for katten.

Du skal også finde ud af, om du eller nogen i familien lider af katteallergi. Op mod 10 % af befolkningen har denne form for allergi, og det kan være meget generende for den ramte. Katteallergi giver symptomer som hoste, nysen, tilstoppet næse, vejrtrækningsproblemer, ondt i halsen og røde øjne, der løber i vand. Alt sammen meget ubehagelige symptomer, som det er vigtigt at kende til, inden et nyt firbenet familiemedlem flytter ind. Prøv at teste ved at besøge venner eller bekendte med en kat. Symptomerne opstår ret hurtigt efter nærkontakt med katten, da allergenerne er luftbårne.

Har du de rigtige boligforhold?

Bor du og din familie i en lejet lejlighed, kan der være regler for, om du overhovedet må holde kat. For de fleste lejeboliger gælder faktisk, at det ikke er tilladt at holde husdyr. Derfor skal du i den situation først læse din lejekontrakt grundigt igennem for at finde ud af, hvilke regler din bolig er omfattet af. Det nytter ikke noget at anskaffe en kat, hvis du ikke må have den i din lejede bolig, for selvom katte er rolige dyr, kan de stadig lave høje lyde af og til – og det vil dine naboer eller din udlejer før eller siden opdage.

Hvis du bor i en lejlighed, og det rent faktisk er tilladt for dig at have en kat dér, skal du dog gøre op med dig selv, om du kan opfylde kattens naturlige adfærd. Det er svært for en indekat at udfolde sig i tråd med naturen. Den vil sjældent komme ud i den friske luft, og det stiller højere krav til dig. For du skal nemlig i større grad skabe betingelser for katten, så den hele tiden kan aktiveres. Indekatte har nemlig større risiko for at blive overvægtige – og det nedsætter kattens livskvalitet, ligesom det svækker immunforsvaret, så den er mere disponeret for forskellige sygdomme.

Har du tid til en kat?

Selvom katte er meget selvstændige dyr, kræver de alligevel meget af din tid. Derfor skal du gøre op med dig selv, om du har den fornødne tid til at give katten et godt liv. En kat skal nemlig være en integreret del af familien.

En kat skal fodres, kattebakken skal tømmes, og den skal aktiveres på forskellige måder. Og kan du ikke give den det, er det et tegn på, at du nok skal vente til, du og din familie har bedre tid til give katten den omsorg og pleje, som den har brug for. Tiden bliver i endnu højere grad et spørgsmål, hvis dine boligforhold kun giver dig og din familie mulighed for at huse en indekat.

Eftersom katten ikke kan rende ude og få motion, er der større krav til, at du sørger for, at katten får tilstrækkelig motion. Du skal derfor sætte tid af til at lege med og aktivere katten hver dag, så du er sikker på, at den får sig rørt.

Hvilken kat egner sig til dig?

Sidst men ikke mindst skal du også overveje, hvilken katterace der passer bedst ind i din familie. Er det den rolige og kærlige kat, der vil passe bedst ind hos jer? Så kan Maine Coon eller en norsk skovkat være et godt valg. De to katteracer er meget sociale og knytter sig stærkt og tæt til sine ejere. Derimod vil en siameserkat passe bedre ind, hvis du og din familie er på udkig efter en energisk, livlig og nysgerrig kat.